København er utrolig rig på oplevelser og Bent Jarlkov har også denne gang nøje udvalgt nogle af sine favoritsteder.

Specialrejse gennem vor spændende hovedstad

Tre dage med spændende og anderledes oplevelser venter i København. Tag med Bent Jarlkov og Læserklubben på tur 20.-22. september

»Copenhagen Special« er en ekslusiv tur, som Læserklubben laver for de læsere, der gerne vil opleve vores fantastiske hovedstad på en lidt anden måde, end man plejer. Vi har allieret os med rejseleder Bent Jarlkov, der har en stor viden (også) om København og kender byen som sin egen bukselomme. På turen i år er der på vanlig vis puttet nye ting ind i programmet, men også en god traditionel middag i Grøften, i Carstensens gamle, smukke have.

Akademiske omgivelser
Onsdag 20. september busafgang fra Herning, Ikast og Silkeborg fra morgenen af. Undervejs i bussen trakteres deltagerne med kaffe/te og rundstykker. Den medbragte frokostsandwich nydes ved Sorø Akademi i de flotte akademiske omgivelser med bygninger dateret helt tilbage til 1100-tallet. Hvis muligt går vi ind i slotskirken, en af de største kirker fra middelalderen.

Via de små landsbyer, tager vi den snørklede vej ind til København og nyder naturen undervejs.

Ved ankomsten kører vi direkte til vores hotel, det yderst centraltbeliggende og flotte Hotel Absalon, der ligger tæt på Tivoli, Rådhuspladsen, Københavns hovedbanegård og Strøget.

Resten af dagen til egen disposition - mangler du gode råd og ideer, er det blot at spørge Bent.

Historiens vingesus
Torsdag, efter en god morgenbuffet, lægger vi ud med med at køre til »De Gule Huse« og »Den Kinesiske By«, hvor vi oplever smukke København, som oser af historie. Der fortælles undervejs om historien, subkulturerne og disse små bydele, der kun er for de »inviterede« og som derfor er meget spændende for alle vi andre. Vi ser de små perler, der endnu ikke er ædt op af moderne byggeri.

Herfra går vi langs ydermurene på Vestre Fængsel til Vestre Kirkegård, hvor en privat rundvisning venter. Vi går rundt i halvanden time og får fortalt historien om den danske kirkegård beliggende i Sydhavnen på Vesterbro tæt ved Carlsberg. Kirkegården blev indviet i 1870 og er Skandinaviens største. Industriens, filosofiens, kunstens og politikkens markante skikkelser er rigt repræsenteret. Noget ganske særligt er de danske statsministres panteon rundt om søen. Desuden findes her Danmarks eneste massegrav, hvor mange tusinde tyskere, der døde som flygtninge i Danmark i årene efter befrielsen i 1945, ligger begravet.

Den danske filmskat
Frokosten nydes på Restaurant Bjælkehuset, som er en del af den skønne grønne Søndermark og har ligget på Valby Bakke siden 1915. Vi får serveret en klassisk dansk frokost i form af to stykker smørrebrød. Det mere end hundrede år gamle hus emmer stadig af historie, og minderne er bevaret i de gamle gæstebøger, som der bliver lejlighed til at læse i.

Vi bliver i Valby og fortsætter til Nordisk Film, hvor vi skal opleve filmbyen bag de lukkede døre. Sammen med en lokalguide træder vi indenfor dørene til verdens ældste og stadig fungerende filmselskab. Vi får 75 minutters rundvisning i den danske filmskat.

Fantastiske fortællinger om farverige filmproduktioner og finurlige filmtricks. Vi besøger de gamle scener, der har huset nogle af Danmarks mest populære tv-shows gennem tiden, og oplever den nye udstilling, der med sikkerhed vil betage og forbløffe fans af de danske filmperler.

En garders rundvisning
Retur til hotellet og lidt afslapning inden vi går til Tivoli, hvor aftensmåltidet venter i Restaurant Grøften med skipperlabskovs ad libitum.

Rejselederen er tidligere Tivoli garder og giver en rundvisning i den meget smukke have, som blev grundlagt i 1843 af Georg Carstensen.

Fredag skal vi om formiddagen på en byrundtur i bussen og se, hvad der er sket siden vi var her sidst.

Vi slutter København af med et besøg i Christians Kirken. En af kirkens ansatte viser rundt i den smukke og statelige kirke, der er et af hovedstadens mest spændende vartegn.

På grund af sine mange loger kaldes kirken også for teaterkirken og den er på en gang både rummelig og intim. Kirken kan rumme op til 1000 mennesker, men selv når der kun er en lille sluttet skare, som ved kirkens torsdagsandagter, føles kirken ikke tom. Det er derfor heller ikke underligt, at den gennem de senere år er blevet et yndet sted for koncerter, danseteater og adskillige andre arrangementer.

Videre til Holbæk, hvor en sen frokost indtages hos Maglesø Traktørsted, kendt for intet mindre end Danmarks bedste udsigt.

Sen eftermiddag kører bussen mod Midtjylland, hvor vi forventer at være mellem klokken 19 og 20.

Prisen er
Prisen for denne tredages tur er for avisens abonnenter 3195 kroner per person i dobbeltværelse. Eneværelsestillæg på 790 kroner.

I prisen er inkluderet:

Buskørsel

Erfaren rejseleder hele vejen

Morgenkaffe med rundstykker

Frokostsandwich

Middag i Grøften

To gange frokost

To gange morgenbuffet

Program inkl. rundvisninger og entreer

To nætter på firestjernet centralt hotel

Bestemt plads i bussen kan reserveres for 100 kroner.

Turen er ikke egnet for gangbesværede.

Tilmelding til Læserklubben.