»Djævle-uddrivelse« var ganske fredelig

SILKEBORG Politiet blev kort før klokken 02 natten til lørdag tilkaldt til Lindeparken i Silkeborg.

En anmelder kontaktede politiet, fordi personen var bekymret for, om der i en lejlighed foregik intet mindre end djævle-uddrivelse.

En farlig seance, som også skulle involvere et barn og en kvinde.

Da patruljen nåede frem, konstaterede politifolkene, at der var ganske fredeligt i boligen.

Sagen var såmænd, at beboerne havde et par venner på besøg, og selskabet hyggede sig med at synge sange fra Eritrea, fortæller politiet i Silkeborg.