Den tidligere Esbjerg-træner Jonas Dal havde stor succes i Hobro IK, men blev fyret i det vestjyske. Foto: Christer Holte/Ritzau Foto

Scoop i Kjellerup IF: Jonas Dal ny cheftræner

Peter A. Sørensen 

Midtjyllands Avis erfarer, at den fyrede superligatræner fra Esbjerg kommer til Kjellerup IF, der har indkaldt til pressemøde i dag

FODBOLD Kjellerup IF har indkaldt til pressemøde tirsdag først på aftenen, og klubben har lidt af et scoop på vej. For ifølge Midtjyllands Avis’ kilder har KIF’erne sikret sig den fyrede Esbjerg-træner Jonas Dal.

Dal, der har en fortid Ikast FS og FC Midtjylland, havde stor succes i Hobro IK, som han førte op i Superligaen. Det betød, at superligakonkurrenten, Esbjerg FB, hentede ham til det vestjyske som erstatning for den fyrede Niels Frederiksen, men efter en mindre succesfuld periode blev Dal fyret i juni 2016. De to fyringer hjalp dog ikke i Esbjerg, for EfB-holdet rykkede ud i år.

Jonas Dal er tavs om forbindelsen til Kjellerup IF.

- Det har jeg ingen kommentarer til, lyder det fra Jonas Dal.

Han lægger til gengæld ikke skjul på, at han tørster efter at komme tilbage på træningsbanen.

- Jeg er helt vild klar på at blive træner. Det er min passion, så det at gå og lave ingenting i forhold til trænergerningen udover selvstudier, er jeg træt af. Jeg vil ud og blive påvirket og påvirke andre. Det med at tabe eller vinde og se hinanden i øjnene og sige bagefter, at det havde vi alle skyld i og så hjælpe hinanden ud af det; det savner jeg. Der er ikke heller noget federe end at vinde fodboldkampe, siger Dal.

Læs i morgen reportage fra pressemødet i Kjellerup.