På billedet kan man se, hvilke perroner, der hører til hvilke områder. Område 1 – perron A, B og C. Område 2 – perron D, E og F. Område 3 – perron G, H og I. Og område 4 – perron J, K og L. Foto: Midttrafik

Busser i Silkeborg får nye holdepladser

Busserne i Silkeborg får både nye køreplaner og nye holdepladser på Silkeborg Trafikterminal - det sker for at skabe bedre plads til de mange afgange til og fra Silkeborg

TRAFIK Både kunder og busser skal ændre vaner 25. juni 2017, hvor busserne vil holde inden for fire områder - frem for faste perroner - eller holdepladser, om man vil - som tidligere.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Midttrafik, som i samarbejde med Silkeborg Kommune har valgt at ændre på bussernes holdepladser for at skabe bedre plads til de mange afgange til og fra Silkeborg.

Bussernes perroner bliver opdelt i fire områder fra 1-4. Hvert område har tilknyttet tre perroner, og busserne kan holde ved alle tre perroner inden for et område. Busserne kører frem til forreste ledige perron. Ankommer én af område 1’s busser eksempelvis til Silkeborg Trafikterminal, hvor perron A er optaget, vil bussen holde ved perron B, og næste bus vil holde ved perron C.

Bedre flow for busserne
Opdelingen af holdepladser i områder skal give et bedre flow for busserne på Silkeborg Trafikterminal og sikrer samtidig, at der altid er plads til bussen i det område, hvor den skal holde. Kunderne får dermed lettere ved at se, om deres bus holder klar til påstigning, når busserne ikke længere holder bag hinanden som tidligere.

Større sammenhæng
Midttrafik og Silkeborg Kommune har arbejdet for at sikre en større grad af sammenhæng i den kollektive trafik. Silkeborg Trafikterminal bliver knudepunkt for alt kollektiv trafik i Silkeborg by. Det bliver derfor lettere at skifte mellem bybusser, lokale og regionale busser samt tog.

Alle linjer har fået justeret køretider, afgangstider og linjeforløb, så det bliver lettere at huske, hvor og hvornår bussen kører, da flere afgange afgår i samme minuttal.

Siden høringen i januar er der foretaget en række justeringer for at imødekomme så mange ønsker som muligt. Eksempelvis har Silkeborg Kommune valgt at fastholde linje 5 på Dalgasgade og betjening af Silkeborg Bad i weekenden.