Det er tredje år i træk, at der er sommerkoncert i Indelukket med Prinsens Musikkorps. Foto: Martin Ballund

Sommerklassisk i Indelukket

Operastjernen Louise Fribo og Prinsens Musikkorps i Indelukket søndag eftermiddag

MUSIK Silkeborg Classic byder igen i år på sommerkoncert i det fri med Prinsens Musikkorps, som i år får selskab af sopranen Louise Fribo.

Der er fri entré til sommerkoncerten, som finder sted i Indelukket søndag eftermiddag, hvor programmet står på kendte sange fra den danske sangskat, klassiske værker og hit fra musicalens verden.

Louise Fribo er kendt af det trofaste publikum ved Silkeborg Nytårskoncerter, hvor hun flere gange har været solist.

På friluftsscenen i Indelukket vil hun blandt andet synge »Bryllupsnat på Trollhaugen« af Greig, »Oh mio Babbino Caro« af Puccini, »Forelsket i København« af Bent Fabricius-Bjerre, »Climb every Mountain« fra »The Sound of Music« og »I Danmark er jeg født« på flere forskellige melodier.

På flere af sangene synger Silkeborg Motetkor med, og Prinsens Musikkorps dirigeres af René Bjerregaard Nielsen.

Som opvarmning til koncerten er der sang med Silkeborg Motetkor, mens publikum finder pladserne på rækkerne foran scene .

Sommerkoncert med Prinsens Musikkorps er denne uge anbefaling fra kulturredaktionen.

Ikke kun fordi, den er gratis, men fordi det er en både hyggelig og smuk tradition at tage en søndagsudflugt i Indelukket for at høre klassisk musik på et meget højt niveau.

Louise Fribo er en af Danmarks internationale sangstjerner og hun har optrådt på de store operascener i Hamborg, Berlin og Wien. Hun har også høstet topanmeldelser for præstationer på musicalscenen.

Fuldt fortjent, kan jeg tilføje, for jeg hørte selv Louise Fribo på Det ny Teater i rollen som abbedissen i »The Sound of Music«, hvor en af forestillingens højdepunkter var at høre hende synge »Climb every Mountain«, som netop også er på programmet på søndag i Indelukket.

Så sæt kryds i kalenderen på søndag. Pak en picickurv eller eftermiddagskaffen med og nyd den gode musik og smukke sang fra Danmarks smukkeste friluftscene.