Foto: Nils Lund

Brandvæsenet rykkede ud til tre falske alarmer

Torsdag eftermiddag og fredag morgen måtte brandvæsenet ud tre gange - alle gange var dog uden brand

SILKEBORG Brandvæsenet i Silkeborg måtte torsdag eftermiddag og fredag morgen rykke ud på tre brandalarmer, som alle viste sig at være fejlalarmer.

Torsdag klokken 13.13 gjaldt det Silkeborg Sygehus, hvor systemet meldte om brand i bygning 6, 10 og 16. Det brændte ikke. Støv fra håndværker-arbejde havde udløst alarmerne.

Klokken 16.07 måtte Borgerservice og tilstødende afdelinger på rådhuset på Søvej evakueres, da et manuelt brandtryk enten var blevet påvirket af nogen, eller fordi der var fejl på trykket. Rådhuset har kompetente folk, som ved, hvad de skal gøre i situationen, og det var medvirkende til, at brandfolkene efter få minutter på stedet kunne afblæse alarmen.

Fredag klokken 08.08 blev brandalarmen udløst på Dybkær Specialskole på Arendalsvej. En tekniker, som var ved at installere branddøre, havde glemt at sætte systemet i »test-funktion«, og derfor rykkede brandvæsenet ud, fortæller indsatsleder Anders Simonsen fra Brand & Redning i Silkeborg.