Politiet advarer: Sæson for listetyverier

SILKEBORG Politiet har modtaget flere anmeldelser om listetyverier, der alle er begået, mens beboerne opholdt sig i haven og ikke havde låst dørene til huset.

På Frejasvej blev der mandag mellem klokken 12 og 13 stjålet en pung med hævekort og penge.

På Ålykkevej var tyven forbi en villa i tidsrummet 16 til 21. Han stjal en Dell computer og 900 euro.

Også beboere i den nordlige del af kommunen havde mandag besøg af en listetyv.

- Det er sæson for denne type tyverier, hvor vi opholder os meget udenfor. Vi opfordrer til, at man låser sine døre, hvis man er i sin have, og andre har mulighed for uset at gå ind i ens bolig, siger politikommissær Bent Riber Nielsen, politiet i Silkeborg.