Voel-pigen Andrea Bendtsen skal med det danske U19-landshold til EM. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Voel-talent udtaget til Danmarks EM-trup

Silkeborg-Voel KFUM bliver repræsenteret ved U19-EM

HÅNDBOLD Talentfulde Andrea West Bendtsen fra Silkeborg-Voel KFUM er med i truppen, når det danske U19-landshold fra tirsdag 25. juli og to uger frem deltager ved U19-EM i Slovenien.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund på sin hjemmeside.

- Truppen er sammensat er spillere, der har været en del af landsholdet længe, men vi har også udtaget spillere, der ikke har så mange landskampe på CV’et. Jeg synes, at det giver en meget fin dynamik på vores hold, og jeg ser frem til den kommende optakt og ikke mindst EM-slutrunden, siger U19-landstræner Heine Eriksen.

Ved EM-slutrunden er danskerne havnet i gruppe D med Portugal, Montenegro og de slovenske værter.

U19-landsholdet har et travlt program inden EM, hvor danskerne skal spille seks kampe. Først gælder det Rumænien, Ungarn og Slovenien, inden de sidste ting skal testes ved Scandinavian Open Championship, hvor Norge, Island og Sverige venter.