Foto: Jakob Stigsen Andersen

Anholdt: Mand stod med flag på kørebanen

Der var flere småbataljer for politiet at tage sig af i weekenden

SILKEBORG Politiet havde flere små episoder at tage sig af denne weekend.

Tidligt søndag morgen stod der eksempelvis en mand midt på kørebanen på Christian 8.s Vej og viftede med et reklameflag. Den 26-årige mand var så vaks at gøre det lige uden for politiet vinduer på politistationen.

- Vi fik fat i manden og han var kortvarrigt anholdt, fordi han også havde lidt svært ved at huske, hvor han bor. Han fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fortæller politikommissær John Toft fra politiet i Silkeborg.

Tidligere på natten var det en 19-årig mand fra Silkeborg, der på Nygade kaldte betjentene for »fucking bøssesvin«. Også han fik en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Desuden fik to personer bøder for at urinere på gaden. Klokken 01.50 natten til søndag var det en 18-årig kvinde fra Kjellerup, der satte sig på hug og ladede vandet på Hostrupsgade. Og klokken 03.06 var det en 18-årig mand, der var tissetrængende på Skolegade.

Også natten til lørdag var der et par episoder i nattelivet, som politiet måtte tage sig af. En 22-årig mand fra Aarhus blev sigtet for at råbe »politikontrol skaber mere vold«. Desuden blev en 26-årig mand fra Silkeborg sigtet for aggressiv adfærd. Manden blev udpeget af et par dørmænd, som havde holdt et vågent øje med manden. Han blev også aggressiv, da han blev kontaktet af politiet. Derfor blev han anholdt og sigtet for at have forstyrret ro og orden.

holst