Så gode er lokale gymnasier til at løfte elever

Kenneth Husum 

Der er store forskelle på gymnasiers evne til at give elever et fagligt løft

SILKEBORG Der er stor forskel på, hvor fagligt dygtige eleverne bliver på landets gymnasier. Det viser en analyse fra Dansk Erhverv, der har analyseret 190 gymnasieskolers evne til at udfordre og løfte eleverne.

Rønde Gymnasium på Syddjurs er Danmarks bedste almene gymnasium til at udfordre og løfte sine elever langt over evne. Her får den gennemsnitlige elev karakterer, der ligger 0,63 karakterpoint højere, end hvad man kan forvente.

Omvendt kniber det andre steder i forhold til at løfte eleverne til deres potentiale – her har nogle af gymnasierne en negativ løfteevne – de får ganske enkelt ikke nok ud af deres elevers potentiale. På Mariagerfjord Gymnasium får gennemsnitseleven 0,62 karakterpoint mindre end forventet.

Sådan klarer de lokale gymnasier sig, ifølge Dansk Erhvervs undersøgelse:

Silkeborg Gymnasium ligger på en 14. plads på landsplan sammenlignet med andre almene gymnasier. Det er en fremgang på to pladser i forhold til sidste år.

Elever fra Silkeborg Gymnasium får 0,27 karakterpoint højere end forventet, viser undersøgelsen.

Teknisk Gymnasium Silkeborg ligger på en 6. plads på landsplan sammenlignet med andre tekniske gymnasier. Det er en en klar forbedring i forhold til sidste år, hvor det i samme undersøgelse blev til en 11. plads.

Elever fra teknisk gymnasium har fået 0,18 karakterpoint højere end forventet.

Handelsgymnasiet Silkeborg Business College ligger på en 30. plads på landsplan sammenlignet med andre handelsgymnasier. Det er en lille fremgang på to pladser.

Her er der røde tal i undersøgelsen. Eleverne scorer 0,23 karakterpoint lavere end forventet, ifølge Dansk Erhvervs undersøgelse.