Ulla Dengsøe fra Silkeborg Dukketeater-festival - med sit barnebarn til venstre og barnebarnets kæreste til højre.

Dukketeaterfestival nomineret som Europas bedste festival

Brian Holst 

Silkeborgs dukke-teaterfestival, Festival of Wonder, høster stor international anerkendelse

SILKEBORG Den internationale dukkefestival, Festival of Wonder, har opnået en særdeles fornem nominering.

Silkeborg-festivalen er sammen med 26 andre festivaler i Europa blevet nomineret som den bedste festival i Europa i 2017.

Festival of Wonder bliver holdt hvert andet år i november i Silkeborg, og i 2017 kan den opleves fra den 9. til den 12. november.

- Det er rigtigt flot og det er faktisk den eneste nordiske festival blandt de 26 nominerede. Det er noget, der giver opmærksomhed ude i Europa. Mange internationale gæster kommer til Silkeborg for at opleve teater af meget høj kvalitet, siger evnetkoordinator i Visit Silkeborg, Michael Tastesen.

De 26 festivaler fremhæves af EFFE’s internationale jury for deres exceptionelle kvalitet, arbejde, engagement og indflydelse indenfor deres område.

Prisuddelingen sker ved en særlig begivenhed i Bruxelles den 18. september.

Foruden Festival of Wonder har Riverboat Jazz Festival i Silkeborg også tidligere på året fået tildelt det såkaldte EFFE-mærke, som 19 festivaler i Danmark har. Riverboat er dog ikke nomineret til bedste festival i Europa.

EFFE står for »Europe for Festivals, Festivals for Europe«. Mærket er et kvalitetsstempel, der tildeles festivaler, som er »bemærkelsesværdige festivaler, der udvikler og iscenesætter kunsten og kulturen, har stor indflydelse på lokalmiljøet og et globalt udsyn«.