Thailandskfødte Mimi Daongam har boet 13 år i Danmark, hvor hun blandt andet har været beskæftiget som køkkenmedhjælper og rengøringsassistent. For fire år siden begyndte hun at importere tøj til eget forbrug. I dag sælger hun til kunder i hele landet og er klar med ny butik på Borgergade.

Mimi sørger for skønhed og massage

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

Mimi Daongam har lejet sig ind på knap 500 kvadratmeter på Borgergade, hvor hun sælger tøj og accessoires og tilbyder massage

SILKEBORG »Mimi Beauty Massage« er navnet på en ny stor butik på Borgergade, der kombinerer asiatisk inspireret modetøj og accessoires med skønhed og velvære.

Bag butikken, der får adressen i det lejemål, der senest har huset elinstallationsforretningen John Poulsens eftf. står 29-årige Mimi Daongam, der er født og opvokset i Thailand, men de sidste 13 år har boet i Danmark.

- Jeg glæder mig rigtig meget til jeg er færdig. Det presser og stresser, så jeg ser frem til, at det hele kommer op at køre, siger Mimi Daongam.

Tøj og thailandsk massage
Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at der mangler så meget.

På bøjlestængerne hænger tøjet side om side, og på gulv og hylder finder man sko, tasker, ure og læbestifter. Længere inde i lejemålet har Mimi Daongam også fået klargjort en håndfuld massagebrikse, hvor kunderne bag beskyttende forhæng kan få traditionel thailandsk massage.

Dog ikke af Mimi Daongam selv. Hun har således ansat tre uddannede massører, der tager sig af kundernes velvære. Selv koncentrerer hus sig om tøjet og betjening af kunderne i den del af butikken.

- Men jeg tænkte, at jeg kunne kombinere de to ting. Folk kan komme og få massage og så kan de gå herfra med nyt tøj, smiler Mimi Daongam.

Mimi Beauty Massage åbner fredag den 11. august, hvor Mimi Daongam byder på lidt forfriskninger til kunderne.