47-årig bilist fik blodprop i hjernen

SILKEBORG En 47-årig mand fra Silkeborg var mandag eftermiddag indblandet i to færdselsuheld i Silkeborg.

Manden kørte klokken 16.34 op bag i en bil på Søvej. Bilen, der førtes af en 73-årig mand fra Låsby blev skubbet op i en bil ført af en 37-årig kvinde fra Hornslet.

De tre bilister udvekslede forsikringsoplysninger, og var tilsyneladende alle uskadte. Så efter få minutter kørte den 47-årige mand videre i sin bil.

Men han nåede ikke langt, før han i krydset Chr. 8.s Vej/Østergade var involveret i et nyt sammenstød, hvor han stødte sammen med en anden bil, ført af en 52-årig kvinde fra Silkeborg.

Uheldet i myldretidstrafikken gav trafikale problemer og politiet blev tilkaldt.

Patruljen syntes, at manden forekom lidt diffus og da en alkometer-test viste, at han ikke havde alkohol i blodet, tilkaldte politifolkene en ambulance.

Den 47-årige mand blev kørt til Aarhus Universitets Hospital. Det viste sig, at han havde fået en blodprop i hjernen, oplyser politiet i Silkeborg.