Vaks 80-årig forhindrede tricktyveri

SILKEBORG En vaks 80-årig kvinde satte fredag eftermiddag en kæp i hjulet for to tricktyve.

Omkring klokken 13.20 blev kvinden opsøgt af en udenlandsk-udseende mand, da hun kom hjem til sin opgang på Solsortevej i Silkeborg.

Manden udgav sig for at være fra kommunen og han sagde, at han ville undersøge boligens afløb, fordi der havde været en vandskade.

Undervejs i samtalen gik en medgerningsmand ind i boligen. Kvinden opdagede manden og bad dem dokumentere, at de var fra kommunen.

Mændene gik med besked om at de ville hente legitimation i bilen og kørte så væk.

I lejligheden var et par skuffer trukket ud, men de to mænd nåede ikke at stjæle noget.

Begge mænd beskrives som ikke etnisk dansk udseende med brun hud og sort hår.

Mændene talte dansk med accent og er anslået til at være 25-30 år gamle. Den ene var kraftig og 165-170 centimeter høj, den anden fem centimeter højere og almindelig af bygning.

Begge gerningsmænd var iført den samme slags mørke sweatshirt med logo og lynlås, oplyser politiet i Silkeborg. adam