Foto: Henrik Ole Jensen

Kendt tv-mand skamroser Silkeborgmotorvejen

Jakob Munk Schmidt 

Søren Ryge Petersen betegner broen over Gudenå som et arkitektonisk mesterværk

SILKEBORG Seks hjerter ud af seks mulige. Tv-manden Søren Ryge Petersen har skrevet en anmeldelse af Silkeborgmotorvejen, som han giver absolut topkarakter i avisen Politiken.

Den kendte DR-mand og forfatter mener, at vejanlægget er »som at se et flot kunstværk«.

- Det er en blevet fryd at køre igennem Silkeborg, skriver Søren Ryge Petersen.

Han fortæller, at han har kørt på strækningen mindst 25 gange nu.

- Syv kilometer motorvej med 100 km i timen - det varer cirka fire minutter. Men hvilke minutter. Først kører man ned ad en lang bakke med mintgrønne støjværn og skov på begge sider og Silkeborg og Gudenåen ret forude. Derefter krydses åen over en usynlig bro i en blød bue, og man når at få et glimt af den, Danmarks længste å, for rækværket er gennemsigtigt, og tak for det (men ærgerligt, at man ikke ser selve broen, for den er et arktektonisk mesterværk), lyder nogle af ordene fra Søren Ryge Petersen.

- Så stiger terrænet, mens vejen fortsætter ligeud, gravet ned, og rustbrune spunsvægge på begge sider vokser frem og helt op i fire-fem meters højde, hvor de krones af et orangegultrødt støjværn, der på et tidspunkt følger en tværgående bro og dermed slår et flot sving ind over vejen, skriver Søren Ryge i Politiken.

- Prikken over i’et er to broer, fuldendte i deres buede konstruktion, og i et halvt sekund ser man den ene inde i den anden og udstøder et wauv. 20 minutter senere er man i Herning, og der er aldrig kø.