Politiet uddelte bøder i Silkeborgs natteliv

SILKEBORG Natten til fredag noterede politiet en stribe småsager i Silkeborg.

Klokken 23.40 fik en 33-årig mand en bøde, fordi han stod og tissede op ad en dør til en opgang i Østergade.

00.40 fattede en patrulje mistanke til en 22-årig mand, som blev visiteret på et p-areal på Søvej.

Han fik en bøde for at have 0,3 gram kokain på sig.

En 51-årig lokal mand opsøgte selv politiet ad to omgange, og hver gang medførte mandens adfærd, at han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Klokken 01.10 ved Cirkle K i Østergade følte han af uvisse årsager trang til fornærme en politipatrulje ved at svine betjentene til.

Det fik han en bøde for. Efter en times tid var den gal igen, da manden gav en anden politipatrulje på Chr. 8. Vej en »fuckfinger«. Og så fik han endnu en bøde.

Ved 02-tiden bemærkede en patrulje, at en af tre mænd smed en joint ud af en bil på Langelinie. En 21-årig mand uden fast bopæl tog ansvaret for de 0,18 gram hash politiet efterfølgende fandt i bilen.

Manden indkasserede en bøde, og det gjorde en 23-årig mand fra Aarhus også, da han klokken 04.10 blev taget i at tisse op ad en husmur på Hostrupsgade.

På Søndertorv blev en 26-årig mand fra Silkeborg klokken 04.30 skrevet for at have en joint og to benzodiazepin-piller.

Selve regatta-festen forløb fredeligt. De mindre lovovertrædelser er, hvad politiet vil kunne påtale en hvilken som helst fredag nat i Silkeborg.

adam