KFUM-spejderne i Virklund tilbyder samvær og oplevelser i det fri. Torsdag den 24. august er der opstart på en ny sæson ved Nøjkærhus for Bævere, Ulve og Spejdere.

Spejderstart i Virklund

VIRKLUND Sommerferien er slut, og de ældste KFUM-spejdere samt en stor del af Silkeborg Gruppens ledere har sammen med 37.000 andre spejdere sat spor på Spejdernes Lejr 2017 i Sønderborg.

Nu er spejderne klar til at sætte spor i Virklund, hvor der er opstart på en ny spejdersæson torsdag den 24. august.

Det foregår ved Nøjkærhus på Horsensvej 99, hvor der er opstart for Bævere (1. klasse), Ulve (2. til 4. klasse) og Spejdere (5. klasse og opefter).

Familiespejder, der er et tilbud til familier med førskolebørn - herunder også elever i 0. klasse, mødes første gang søndag den 24. september. Temaet vil denne dag være »Hjemmelavet marmelade og brød på bål«. Familiespejderne mødes til naturoplevelser omkring Nøjkærhus én gang om måneden.

- Så er du til udeliv, sjove løb, skøre opgaver, fællesskab, bål, sang, natur, stifinder, snitte, samarbejde og kammeratskab, så mød op på Nøjkærhus til et af vores tilbud, lyder det fra Marian K. Jørgensen, der er bæverleder hos KFUM-spejderne i Virklund.