Team Rynkeby Silkeborg er blandt de i alt 48 hold på næste års velgørenhedscykelløb.

Rekordmange vil cykle til Paris

Mette Andersen 

Team Rynkeby har fået 3200 ansøgere til næste års hold, men kun 1900 får en plads i teamet, der igen i år tæller et hold fra Silkeborg

SILKEBORG Rekord mange cykelmotionister ønsker at blive en del af næste års Team Rynkeby-hold. Det står klart, efter Team Rynkeby i weekenden lukkede for ansøgninger til næste års tur til Paris.

Hele 3200 personer har tilkendegivet, at de ønsker at være en del af Team Rynkeby, når velgørenhedscykelholdet næste sommer cykler til Paris for at samle penge ind til alvorligt syge børn.

Det er det højeste antal ansøgere, der nogensinde har været til Team Rynkeby og en fremgang på godt 10 procent i forhold til sidste år.

Også Silkeborg er med på Rynkeby-vognen i 2017, hvor holdets kaptajn bliver René Rimer Larsen.

I år tilbagelagde 48 cykelryttere på det lokale Team Rynkeby-hold de 1277 km til Paris.

- Det er utrolig positivt for projektet, at vi nu på 17. år kan blive ved med at øge interessen. Projektet udvikler sig hele tiden, og vores lokale hold er gode til at engagere lokalsamfundet. Hele vores idé om at gøre noget godt for sig selv, mens man gør noget godt for andre virker fortsat meget tiltalende på rigtig mange mennesker, siger Team Rynkeby-direktør Carl Erik Dalbøge.

Selvom Team Rynkeby henover sommeren har udvidet fra 44 til 48 lokale hold i seks lande, så erkender han, at der ikke bliver plads til alle ansøgere.

- Vi forventer, at vi får plads til omkring 1900 cykelryttere den kommende sæson, så i nogle områder kommer vi til at skuffe en del ansøgere, mens vi i andre områder godt kunne bruge lidt flere ansøgere, siger Carl Erik Dalbøge.

Alle ansøgere får svar på deres ansøgning den 5. september, og alle 48 hold er endeligt udtaget i inden 1. oktober, hvorefter sæsonen for alvor går i gang.

- De nye deltagere går nogle hektiske måneder i møde, hvor vi først og fremmest skal ud og engagere en masse potentielle sponsorer, ligesom vi også hurtigt skal i gang med at rekruttere skoler til Team Rynkeby Skoleløbet, der afvikles på skoler i hele Norden fredagen før påskeferien. Det er to af vores helt store aktiviteter her i efteråret, som alle nye deltagere skal engagere sig i, siger Carl Erik Dalbøge.

Team Rynkebys tur til Paris afvikles næste år fra den 30. juni til den 7. juli 2018.