»Rock på Økogården« bliver afviklet i unikke rammer ved det økologiske landbrug Urbakgård lige uden for Kragelund.

Rock-klassikere i landlige omgivelser

FK’s Venner inviterer igen til »Rock på Økogården« - i år med »Peter og de andre kopier« som hovednavn

MUSIK For andet år i træk bliver der holdt koncert i unikke omgivelser på den økologiske gård Urbakgård på Kragelundvej 35 lige udenfor Kragelund.

I år sker det i morgen, fredag den 25. august, hvor hovednavnet er Gasolin-kopibandet »Peter og de andre kopier«.

Sidste år deltog godt 300 mennesker i »Rock på Økogården«, hvor U2-kopibandet »Die Herren« var på plakaten.

Igen i år varmer lokale bands op, inden hovednavnet går på scenen. Det er »Problembørn«, »Stream City High« og Alberte Liv Holst Andreasen akustisk.

Ved gården bliver der skabt hyggelig stemning med halmballer og boder, hvorfra der blandt andet sælges grillpølser og chili con carne med kød fra Urbakgård, chips og slik samt fadøl og øl fra Bryghuset Kragelund. Der vil også være en Øl- og Cigar-bar på koncertpladsen.

Det er den lokale idrætsforeningens venneforening, FK’s Venner, som står bag koncerten, der er arrangeret i samarbejde med Gitte og Henrik Østergaard fra Urbakgård og Niels Kofod-Nielsen.