Damgaarden i Funder på et noget uskarpt og slidt foto fra 1918. Den lokalhistoriske vandretur går blandt andet til dette område. Personen på billedet er Hans Pape. Damgaarden var kro, før kroen ved hovedvejen blev bygget i 1850.

Lokalhistorisk vandring i Funder

FUNDER På søndag den 27. august om eftermiddagen har Funder Lokalhistorisk Forening arrangeret en lokalhistorisk vandretur i serien »Kend din egn«.

Turen går til området omkring Funder Skovvej, Damgårdsvej og Funder Møllevej. Det er et område, der er i en rivende udvikling. Fra at være et frugtbart landbrugsland med afvekslende afgrøder er det nu et nybyggerkvarter med veje og stier og byggeaktivitet.

Erik Møller Sørensen vil fortælle om baggrunden for udstykningen og om fremtidsplaner for de områder, der endnu ikke er bebygget. Deltagerne skal også høre om de arkæologiske udgravninger i området og om historiske steder, f.eks. Danmarks første campingplads, som også har ligget her, og der skal være god tid til en kaffepause.

Turen er på mellem to og tre km ad asfaltveje og skovstier - i et moderat tempo, så alle kan følge.

Deltagerne skal selv medbringe kaffe m.m, og alle er velkomne. Turen udgår fra Fårdalen.