Flamingoparken ånder fred, ro og iderigdom.

Flamingopark og andre vestjyske oplevelser

Lone Henningsen 

Nyd den smukke naturpark, en herlig frokost samt en togtur med legendariske VLTJ, mandag 25. september

Retningen er »Westjylland« med w, når Læserklubben denne mandag i september tager på tur. Med Ansbussen samles der op mellem klokken 07.45 og 08.35 og køres mod vest.

Når alle er samlet serveres »morgenbakken«, der består af kaffe/te, bolle og morgenbrød.

Omkring klokken 10 ankommer vi til Vemb, hvor Flamingo Naturparken ligger i en oase midt i et moseområde. Her skal vi opleve en spændende blanding af natur og forunderlige haver, søer, stenopsætninger med mere.

Vi modtages af Knud Christensen, som grundlagde haven i 1985, og som stadig optager nye udfordringer for sit parkprojekt. Han tager os med på rundvisning en times tid, hvorefter der er tid på egen hånd rundt i parken og til et besøg i det nye museum fra i år.

Frokost med udsigt
I pavillonen med udsigt over søerne spiser vi en to-retters middag bestående af en halv kylling med hvide kartofler, sovs, agurkesalat, grøn salat og til dessert æbletærte.

Herefter kører vi den korte tur med bussen til Vemb Station, hvor vi skal med Lemvigbanen VLTJ til Thyborøn. Den historiske jernbanestrækning, grundlagt i 1879 tager os med rundt i det barske vestjyske landskab og de små landsbyer.

Velankommet til fiskerbyen Thyborøn kører vi ned forbi havnen, nyder en kop friskbrygget kaffe og medbragt kage, og kører hjemad.

Prisen for denne dagstur er for avisens læsere 595 kroner. Prisen inkluderer: Bustur, kaffe/te og morgenbakke, to retters middag i Pavillonen, togtur med Lemvigbanen fra Vemb til Thyborøn, kaffe og kage i bussen på hjemturen.