Start- og målområdet er i år flyttet til Silkeborg Efterskole, men ellers er kvindeløbet Smuk Silkeborg helt efter den velkendte skabelon. Foto: Martin Ballund

Smukt løb for kvinderne

Bent Nørgaard 

Søndag den 3. september har kvinderne igen et løb helt for sig selv - i år med start fra Silkeborg Efterskole

SILKEBORG Så er der snart igen mulighed for mandefrit løb ved Silkeborg. Søndag den 3. september indbyder SMT Silkeborg til årets udgave af kvindeløbet Smuk Silkeborg.

Et løb, der giver alle kvinder og piger mulighed for en løbetur - eller kombineret løbe- og gåtur - på 5 eller 10 km i de smukke omgivelser omkring Indelukket og Vejlbo Mose - og for deltagerne på den lange tur også i en del af Østerskoven, herunder omkring Avnsø - også kendt som Brillerne.

Løbet har i år skiftet startsted fra Ferskvandscentret til plænen ved Silkeborg Efterskole på Gudenåvej 2. Det har dog kun ført til minimale ændringer af de velkendte ruter.

Jan Engemand fra arrangørgruppen i SMT siger, at der igen i år bliver tale om et mindre og hyggeligt løb. Sidste år deltog der knap 300, og arrangørernes forventning er, at deltagertallet vil være i samme størrelse i år.

Det skal være en hyggelig søndag, hvor man kommer ud med veninderne eller kollegerne. Der er i øvrigt også mulighed for at bestille sandwich.

Der er igen i år en gavepose, når deltagerne kommer i mål. I målområdet er der forskellige boder.

Tilmelding kan ske online frem til middag fredag den 1. september. Der er mulighed for eftertilmelding på dagen.