Silkeborg IF er favorit i onsdagens lokalopgør mod Kjellerup IF, der dog overraskede stort i pokalturneringen sidste år ved at slå Lyngby ud. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Ny SIF-back debuterede med sejr i testkamp

Mathias Hove Andersen 

Gregor Sikosek fik sin uofficielle debut, da SIF spillede træningskamp mod AaB

FODBOLD Mandag klokken 12 blev 23-årige Gregor Sikosek præsenteret som ny spiller i Silkeborg IF, og halvanden time senere stod lejesvenden fra Brøndby IF klar på venstre back, da SIF testede formen mod AaB i en træningskamp på Jysk Park, der endte 2-1 til hjemmeholdet.

Den slovenske back, der er udlejet til SIF resten af denne sæson, gled direkte ind i en stærk startopstilling med flere velkendte navne som Dennis Flinta, Mikkel Vendelbo, Sammy Skytte, Casper Sloth, Stephan Petersen, Davit Skhirtladze og Marc Rochester Sørensen.

Gregor Sikosek gjorde sig hurtigt bemærket i offensiven, hvor han ofte tilbød sig og kom frem til flere indlæg. Den nye SIF’er valgte ofte den flade variant, og det blev også farligt enkelte gange, selvom AaB-defensiven stod distancen og fik clearet.

Det kneb til gengæld en anelse med de defensive returløb, når backen blev fanget langt fremme på banen. I alt blev det til 66 minutter på kunstgræsset for Gregor Sikosek, der nåede at blive noteret for et enkelt indhop af seks minutters varighed for Brøndby i denne superligasæson.

I sidste sæson optrådte sloveneren 10 gange i Superligaen for klubben på den københavnske vestegn.

SIF slog til efter pausen
AaB, der stillede op i meget reservespækket udgave, tog føringen i det fjerde minut, hvor Jakub Sylvestr blev spillet fri i dybden og åbnede scoringen.

Angriberen rundede fremadstormende Oscar Hedvall, der netop har forlænget sin kontrakt med SIF frem til 2020, og det 19-årige målmandstalent kunne blot se til, da slovakken sendte bolden det sidste stykke over stregen.

Værterne fik dog en oplagt mulighed for at udligne efter 34 minutters spil, hvor Davit Skhirtladze blev tildelt et straffespark. Den georgiske offensivspiller havde flere gange forsøgt at appellere for mere eller mindre synlige lovbrud i feltet, men da han endelig fik chancen fra 11 meter, blev en sløj afslutning sendt lige i favnen af målmand Markus Iversen fra AaB’s U19-ligahold.

Fem minutter efter pausen fik hjemmeholdet dog udlignet til 1-1, da Mikkel Vendelbo kom først på en tam clearing efter et hjørnespark, og midtbanespilleren, der blev benyttet på højre back, sendte resolut kuglen i kassen med en flad afslutning mod det lange hjørne.

I det 58. minut blev det 2-1 til SIF, da U19-spilleren Stefan Stojilkovic kom først på en ripost i AaB-feltet efter en flad afslutning fra Davit Skhirtladze, der fremtvang en retur fra AaB-keeperen.

Med ca. 25 minutter tilbage af opgøret skiftede SIF’erne ud på en håndfuld positioner, hvor flere ungdomsspillere fik chancen, men det forhindrede ikke værterne i at forsvare føringen frem til slutfløjtet.