Det var slet ikke BSV og Jesper Nøddesbos aften i Tønder. Foto: Jakob Stigsen Andersen

BSV-træner efter nedtur: Isoleret set den største skuffelse

Michael Helligsø 

Sæsonens første kamp blev en fæl nedtur for BSV, der tabte 26-25 til Tønder

HåNDBOLD Et af sæsonens store mål er allerede gået i vasken for Bjerringbro-Silkeborg.

Tirsdag aften kunne medaljeaspiranterne have spillet sig videre til pokalturneringens kvartfinale, men udekampen mod ligaholdet Tønder gik slet ikke som planlagt.

BSV måtte se sig besejret med 26-25 efter en meget skuffende indsats, der viser, at cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen har meget arbejde foran sig, før spillet sidder i skabet.

Efter kampen lagde han ikke skjul på, at det er en kæmpe bet, at BSV ryger ud af pokalen i 1/8-finalen.

- Det er jeg dødærgerlig over. Vi er mange, der har været sammen i mange sæsoner, og det er helt isoleret set den største skuffelse.

- Det er slet ikke det, vi havde i sigte. Men selvfølgelig kan det ske. Det var en kamp, der blev afgjort på nogle andre præmisser, end dem vi gerne ville have afgjort dem på. Vi lå, som vi havde redt, fordi vi ikke kom foran med de mål, vi skulle, siger træneren.

I anden halvleg havde Tønder stort held med at spille syv mod seks, og det fik gæsterne aldrig løst.

Udeholdet fik ellers i de døende sekunder en sidste chancer for at tvinge kampen ud i forlænget spilletid, da Søren Rasmussen reddede en fri afslutning, men symptomatisk for den svage præstation løb angrebet ud i sandet.

Og så kunne de 549 tilskuere i en stegende hed hal i Tønder juble over sensationen.

- Vi scorede ikke nok mål i første halvleg, og så skete der det, der også er håndbold nutildags. At underhunden spiller syv mod seks, og det sidste kvarter må man bare konstatere, at Tønder lykkedes bedre med det, end vi gjorde. Lige pludselig blev det afgørende for håndboldkampen, siger Peter Bredsdorff.

For BSV fik nytilkomne Jesper Nøddesbo ingen stor debut, og andre profiler som Nikolaj Markussen og Sebastian Skube havde også en sløj aften.

Jacob Lassen og Nikolaj Markussen blev delt topscorer med hver fem mål.