Mate Vatsadze kunne torsdag iføre sig en rød SIF-trøje for første gang. Foto: Mathias Hove Andersen

Officielt: SIF henter Vatzadse og lukker transfervinduet

Mathias Hove Andersen 

Silkeborg IF har ageret for sidste gang i dette transfervindue. Mate Vatzadse tilknyttes på en kort kontakt

FODBOLD Tidligere på dagen kunne Midtjyllands Avis afsløre, at Silkeborg IF var på vej til at skrive kontrakt med 28-årige Mate Vatsadze, og en håndfuld timer senere blev aftalen en realitet.

Den georgiske angriber har senest spillet i 1. divisionsklubben Viborg FF, men torsdag morgen kunne parterne oplyse, at de var blevet enige om at ophæve samarbejdet, og nu skal spydspidsen i stedet tørne ud for SIF frem til årsskiftet.

- Det er dejligt at være her i Silkeborg. Jeg arbejdede sammen med Peter (Sørensen, red.) for tre år siden, så vi kender hinanden godt, og jeg har flere venner i klubben. Jeg spillede sammen med Stephan Petersen, Casper Sloth og Davit Skhirtladze i AGF, og vi havde en god tid sammen, så det føles næsten som at komme hjem. Det føles rigtig godt, og jeg glæder mig meget, sagde Mate Vatsadze, da han ankom til Jysk Park efter at have gennemført det obligatoriske lægetjek.

Angriberen skifter på en fri transfer, og der er ikke tale om en kontrakt med en høj lønudgift, hvilket også var en klar betingelse for et samarbejde.

SIF’erne havde på forhånd bevæget sig uden for den økonomiske ramme for at lukke hullerne efter brasilianske Alex og Gustav Dahl, der begge sidder ude med skader resten af efteråret, hvilket førte til lejeaftaler med Gustaf Nilsson og Gregor Sikosek fra Brøndby IF.

- Det er noget tid siden, at Mate har spillet kontinuerligt, men han er i form. Han har deltaget i træningen hos Viborg og bør derfor også være fit. Han kommer også på et tidspunkt, hvor der ikke er voldsomt hård konkurrence om de forreste pladser, konstaterede SIF-manager Peter Sørensen, der dog forventer, at svenske Gustaf Nilsson, der sidder ude med akillesseneproblemer, er tilbage på træningsbanen efter landskampspausen.

- Jeg kan ikke forestille mig, at man kan være mere sulten, end Mate er i øjeblikket, hvor han skal være god for en ny klub. Hvis det går godt, er der jo ikke nogen grund til, at vi ikke skulle kunne forlænge aftalen. Det er længe siden, at han har været god, men jeg ved, hvor god han kan være, når han er bedst. Hvis han viser sig på det niveau igen, vil han være en forstærkning for os, og han har i hvert fald nogle ting i sit spil, som vi savner lige nu. Det er en kort og billig løsning, som godt kan vise sig at være det rigtige for os, forklarede Peter Sørensen.

I perioden fra 2012 til 2016 blev den georgiske angriber noteret for ni scoringer i 43 superligakampe, og i sæsonen 2014/2015 blev Mate Vatsadze topscorer i landets næstbedste fodboldrække, hvor han scorede 20 mål for AGF.

Aftalen med Mate Vatsadze markerer samtidig lukningen på transfervinduet i SIF, og der bliver dermed ikke tale om spillersalg eller yderligere tilgange, selvom markedet er åbent frem til midnat.