Camilla Fangel spillede sin første ligakamp for Silkeborg-Voel.

Silkeborg-Voel hev sejren hjem

Peter A. Sørensen 

Silkeborg-Voel kom i store problemer mod Randers HH, men god afslutningen gav premieresejr

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel KFUM fik en resultatmæssig god start på ligaen.

Hjemme i Jysk Arena vandt Voel-kvinderne med 26-23 over Randers HH.

Det lignede også en forrygende start for Silkeborg-Voel i første halvleg. Et brølstærkt forsvar med en stærk Stine Bonde i målet betød en stribe kontramål, og et rundtosset Randers-hold nåede at komme bagud 8-2, før en timeout fik rettet op på situationen.

Det betød så til gengæld, at gæsterne kom helt ind i kampen igen, og ved 13-11 var det igen en helt lige kamp i Jysk Arena.

Efter pausen kiksede Anna Sofie Okkels de to første afslutninger, og allerede efter fire minutter var stillingen ændret til 16-17 i Randers’ favør.

Det fik Voel-træner Jakob Andreasen til at tage en timeout, og det hjalp. Otte minutter før tid var hjemmeholdet foran med 23-21.

Ved 25-22 til Voel-holdet lignede det igen en hjemmesejr, men med tre minutter igen fik Trine Iversen en dum udvisning, og så var der ved at blive spænding.

Hjemmeholdet red imidlertid stormen af og vandt opgøret 26-23.

For Voel-holdet er der også dårlig nyt før efterårssæsonen. Målvogter Stephanie Andersen er gravid, og det er en klar svækkelse. Unge Emma Skou Larsen skal forssøge at tage over, men Stephanie Andersen var stærkt spillende i sidste sæson, og hendes niveau vil blive savnet.

Op til premierekampen sagde Silkeborg-Voel også farvel til bagspilleren Julie Aagaard. Hun havde ikke udsigt til meget spilletid, og i stedet er Voel-talentet Andrea West Bendtsen hentet ind i truppen.