63-årig død efter styrt på cykel

Adam Haff 

Ambulance-folk kunne ikke redde livet på mand, der fik svær hovedlæsion ved cykelstyrt i Silkeborg

SILKEBORG Torsdag aften klokken 23.15 blev der slået alarm, da en mand under gåtur med sin hund fandt en mand liggende uden bevidsthed på jorden.

En 61-årig mand fandt den tilskadekomne mand på stisystemet bag Vesterled i Silkeborg.

Manden var ikke ved bevidsthed, og han havde en kraftig læsion i hovedet.

Selv om ambulancen hurtigt var fremme kunne redderne intet stille op. Efter få minutter blev manden erklæret for død. Det drejer sig om en 63-årig mand fra Silkeborg. Når der er afholdt et ligsyn ved man formentlig mere:

- Alt tyder på, at der er tale om en ulykke. Manden styrtede på sin cykel og slog hovedet, siger politiassistent Mette Therkelsen fra politiet i Silkeborg.

Hvis nogen har set den 63-årige cykle i området vil politiet gerne have besked. Den 63-åriges pårørende er underrettet, men foreløbig er den afdøde mands navn ikke frigivet til offentliggørelse.