Grim voldssag søndag morgen i Silkeborg

Søren Nielsen 

SILKEBORG En 36-årig mand fra Brabrand ved Aarhus blev søndag morgen kort før klokken seks udsat for det, som politiet foreløbig betegner som grov og umotiveret vold.

Den 36-årige mand befandt sig på banegården på Drewsensvej, hvor han ventede på et tidligt morgentog mod Aarhus.

Her blev han pludselig overfaldet af 2-3 andre mænd, der uddelte en række knytnæveslag i ansigtet og på kroppen tilhørende den 36-årige mand.

Vagtlederen hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at et vidne anmeldte episoden.

Det lykkedes da også for politiet at nå hurtigt frem og anholde to personer. En 24-årig og en 25-årig mand, begge fra Silkeborg.

Motivet til overfaldet kender politiet ikke. Men det skal undersøges nærmere.

- De er anholdt for det, som vi kalder umotiveret grov vold mod sagesløs. Mændene skal afhøres igen, og vi overvejer i øjeblikket, om de skal fremstilles i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Den ene af de anholdte kender vi lidt til, og han kan have mere på samvittigheden, oplyser vagtlederen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Vagtlederen har ikke yderligere oplysninger om tilstanden hos offeret.