Cyclist

Ligsyn fastslår årsag til cyklist-dødsfald på Vesterled

Adam Haff 

Politiet fastslår, at 63-årig mand døde som følge af styrt på cykel i Silkeborg

SILKEBORG Det var en ulykke, som torsdag aften kostede en 63-årig mand livet på stisystemet ved Vesterled i Silkeborg.

Det fastslår politiet i Silkeborg, som mandag deltog i et ligsyn over den afdøde mand.

Den 63-årige mand væltede på sin cykel.

Han blev torsdag aften klokken 23.15 fundet svært tilskadekommen af en 61-årig hundelufter. Kort efter at ambulancen var fremme, blev cyklisten erklæret for død uden at være kommet til bevidsthed.

Lukker sagen
Politiet mente, at der var tale om en ulykke og ikke en forbrydelse. Og det er det, ligsynet nu har fastslået:

- Ligsynet har ikke givet anledning til at tro andet, end at der er tale om en ulykke. Og vi lukker sagen på baggrund af erklæringerne fra ligsynet, siger politiassistent Thomas van Norde, politiet i Silkeborg.

Hvis ligsynet havde givet mistanke om, at der lå et overfald bag dødsfaldet, skulle den 63-årige have været gennem yderligere undersøgelser i form af en obduktion. Det er ikke nødvendigt nu.

Politiet oplyser, at den dræbte mand ikke bar cykelhjelm. Thomas van Norde vil ikke udtale sig om, hvorvidt en cykelhjelm kunne have reddet mandens liv.

- Det eneste, vi med sikkerhed kan sige, er, at kvæstelserne i hovedet kostede ham livet, siger politimanden.

Han fortæller, at den 63-årige mand var på vej hjem til sig selv. Han var på ulykkestidspunktet altså ikke ude for at mountainbike eller dyrke anden form for motionscykling.

De pårørende til den afdøde mand ønsker ikke navnet offentliggjort, oplyser Thomas van Norde.