Connie Andersen har taget en to-årig uddannelse i traditionel kinesisk medicin, og har under navnet »Connies Akupunktur« etableret sig som selvstændig akupunktør.

Det handler om ubalance

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

Connie Andersen er oprindeligt uddannet sygeplejerske, men efter endt uddannelse som akupunktør, åbner hun »Connies Akupunktur«

SILKEBORG - Det er da noget, jeg håber at kunne komme til at leve af, siger Connie Andersen, nyuddannet akupunktør og selvstændig med klinikken »Connies Akupunktur« som hun har etableret i hjemmet på Gransvinget i Silkeborg.

- Nu er det nu. Hvis jeg skal noget andet med mit liv, så skal det være, siger Connie Andersen, der for alvor stiftede bekendtskab med akupunkturen under sin datters sygdomsforløb.

Her erfarede hun, hvordan behandling med traditionel kinesisk akupunktur kunne gøre en forskel, og det var med til at give hende lysten til at gå en anden vej, end hendes uddannelse som sygeplejerske, havde udstukket.

- Jeg har arbejdet som sygeplejerske i mange år, og har altid tænkt, at det skulle jeg blive ved med. Men det er hårdt for kroppen, og så fandt jeg ud af, at akupunkturen kunne være et alternativ, siger Connie Andersen, der gennem sin klinik henvender sig til »helt almindelige mennesker«.

Særligt dem, der går rundt med en masse gener, som de enten affinder sig med, eller afhjælper med medicinering.

Det kan eksempelvis være unge piger, der får p-piller for at afhjælpe uregelmæssig menstruation eller menstruationssmerter.

- Der kan kinesisk medicin noget. Det handler om ubalance og her kan eksempelvis akupunktur gøre en forskel, siger Connie Andersen.