Conny Andersen (bagerst til venstre) og Karen Pedersen (bagerst til højre) mødte hinanden under uddannelsen til kranio-sakral terapeut. Her blev de hurtigt enige om, at det kunne være en god ide at etablere en form for klinikfællesskab. Nu har de realiseret tankerne, og med i fællesskabet har de fået zoneterapeut Jane Sørensen. De tre behandlere markerer åbningen med åbent hus fredag eftermiddag.

Fælles behandling i Drewsenshus

Tekst og foto: Peter Bruvik-Hansen 

To kranio-sakral terapeuter og en zoneterapeut har etableret klinikfælleskab på Drewsensvej

SILKEBORG Allerede under uddannelsen til kranio-sakral terapeut hos Stanley Rosenberg Institut talte Conny Andersen og Karen Pedersen om, at det kunne være en ide, at etablere en form for behandlerfællesskab.

Siden er der gået nogle år, hvor tingene ikke rigtig kunne lade sig gøre, men ved indgangen til denne måned, kunne de invitere de første klienter indefor i Drewsenshus på Drewsensvej, hvor de har slået sig ned med hvert sit firma.

Conny Andersen med »Ro i din krop« mens Karen Pedersen driver klinik under navnet »Helse Universet«.

- Jeg fik mulighed for at tage uddannelsen under »Kompetencegaranti«, da jeg var på dagpenge. Det var naturligvis med henblik på at blive selvforsørgende. Men jeg har ikke haft modet til at begynde selv, for det ville betyde, at jeg skulle sige farvel til mine dagpenge, siger Conny Andersen.

For Karen Pedersen, der også har holdt sin uddannelse ved lige gennem familie og venner, kom den direkte anledning, da hun - der har arbejdet i vindmølleindustrien - i foråret fik besked om, at arbejdspladsen skulle lukke.

- Så begyndte vi at undersøge mulighederne, og nu er vi i gang, siger hun.

Allerede inden kvinderne for alvor var kommet på plads, udvidede de fællesskabet med zoneterapeut Jane Sørensen.

Hun er uddannet zoneterapeut hos At Work i København og læser i øjeblikket til biopat på Institut for biologisk medicin. Det er dog zoneterapien og klinikken »Fodtryg«, der bliver foreløbige fokus, når hun 1. oktober etablerer sig i klinikfællesskabet.