The Doors Tribute hylder Jim Morrison og Co. på Rampelys fredag aften.

Hyldest til The Doors

Christian Kloch Larsen 

Koncert med The Doors Tribute på Rampelys

MUSIK The Doors Tribute med Silkeborg-musikeren Mike Hecchi i front, hylder fredag aften på Rampelys legenderne ved at genskabe magien og intensiteten af The Doors’ musikalske katalog.

Ved brug af vintage udstyr og moderne instrumenter og auraen fra studieoptagelserne er målet at give publikum et fuldstændigt live-spektrum af The Doors’ mange facetter og alsidighed, fremgår det af omtalen af koncerten.

- Vi føler os ret beærede over muligheden for at viderelevere denne legendariske musik til en ny generation af potentielle lyttere og give den ældre et nostalgisk glimt tilbage til en tid, hvor konventionerne blev udfordret og der for alvor var revolution i luften, lyder det fra The Doors Tribute.

Det er i år 50 år siden, at The Doors debuterede med albummet af samme navn.

Debutalbummet åbnede med »Break on Through (To the other side)« - og der efter var rockmusikken forandret for altid.

Også store klassikere som »Light my Fire« og »The End« var med på albummet, som ikke ufortjent bliver kaldt for rockhistoriens bedste og mest overbevisende debut.

Selv om The Doors er et af rockens allerstørste og mest langtidsholdbare bands, findes der faktisk ikke ret mange kopi eller look-a-bands.

Og det hænger sikkert sammen med, at der skal mere end almindeligt, musikalsk mod til at gøre en karismatisk sanger som Jim Morrison kunsten efter.

Lokale The Doors Tribute understreger da også, at det ikke er et look-alike-band, men af bandet mere fokuserer på at genskabe magien fra den berømte kvartet med Morrison, Manzarek, Krieger og Densmore.

På den baggrund er hyldestkoncerten på Rampelys »Ugens anbefaling« her fra kulturredaktionen.

The Doors tribute består ud over Mike Hecchi på sang af Kent Søgaard, keyboards, Alex Olesen, guitar, Morten Brauner, bas, og Per Vatne på trommer.