Peter Schrøder og Susanne Heinrich har hovedrollerne som Martin Winter og Sophia Dupont i »Hvem spiller ud?«. Foto: Benny Rytter

Kortene på bordet

Silkeborg Teaterkreds præsenterer komedien »Hvem spiller ud?«

TEATER Silkeborg Teaterkreds præsenterer mandag komedien »Hvem spiller ud?« med Peter Schrøder og Susanne Heinrich.

Forestillingen handler om to aldrende mennesker, som begge bor på plejehjem, og fatter sympati for hinanden. Ingen af dem synes at have andre venner, og de nyder hinandens selskab. Martin tilbyder at lære Sophia at spille Gin Rummy, og de begynder at spille en stribe spil, som Sophia altid vinder.

Alt i mens de spiller kort udveksler de tanker om deres fortid og deres familier. Denne harmløse adspredelse udvikler sig dog efterhånden til et både komisk og grotesk drama, for under det tilsyneladende banale kortspil gemmer sig nemlig betydelige fortrængninger.

Hun sminker sin fortid, og han beretter om sine tidligere forretningsmetoder og afslører et næsten ukontrollabelt temperament. Affødt af voldsomme skænderier dukker deres sande personlighed op til overfladen.