Dramatisk biljagt i Silkeborg mandag morgen

Jakob Munk Schmidt 

Mistænkte gerningsmænd bag indbrud påkørte helt bevidst patruljevogn

SILKEBORG Tre mænd fra København blev klokken fem mandag morgen anholdt i Silkeborg efter en dramatisk biljagt. Biljagten startede i Viborg og sluttede på Søgade i Silkeborg.

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj fortæller, at politiet klokken 04.25 rykkede ud til et indbrud i en tøjforretning i Viborg.

Patruljevognen fik øje på varebilen med de mistænkte. Men indbrudstyvene flygtede og valgte altså at køre mod Silkeborg med politiet i hælene.

Biljagten sluttede 35 minutter senere ved Søgade og Rådhusgade, oplyser Ole Vanghøj, hvor patruljevognen med to betjente bevidst blev påkørt af bilen med de mistænkte.

Ifølge vagtchefen skete ingen personskade, og desuden lykkedes det altså politiet at anholde de tre personer fra hovedstaden.