Trine Dyrholm var med til gallapremiere på »Du forsvinder« i Bio Silkeborg mandag 10. april. Foto: Martin Dam Kristensen

Silkeborg-film med Nikolaj Lie Kaas indstillet til Oscar

Filmen »Du forsvinder« er Danmarks indstilling til en oscarnominering ved prisuddelingen i marts næste år

KULTUR Instruktøren Peter Schønau Fogs drama »Du forsvinder« bliver indstillet til en oscarnominering for Danmark i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film, oplyser DFI.

En stor del af filmen er indspillet i Silkeborg-området, ligesom der også var gallapremiere på filmen i den lokale Bio Silkeborg, hvor de kendte skuespillere var med. En stor del af lokale kulturfolk og kendisser var også med.

Det er Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm, som spiller hovedrollerne i filmen, der handler om den respekterede skoleleder Frederik, der pludselig står anklaget for at have lænset skolen for mange millioner.

Men sagen er langt fra enkel, for det viser sig, at han har en svulst i hjernen, der gennem flere år har ændret hans personlighed.

Med indstillingen til en oscarnominering skal »Du forsvinder« kæmpe om først at komme med på en shortlist af ni film, som oscarakademiet offentliggør i slutningen af året.

Dernæst bliver feltet skåret ned til fem film, der modtager en nominering. Hvilke film, der er tale om, bliver afsløret 23. januar.

Selve oscaruddelingen finder sted for 90. gang næste år og løber af stablen 4. marts 2018.

/ritzau/