Bilister kørte råddent i Silkeborg

SILKEBORG Politiet stoppede mandag et par bilister, som kørte råddent i Silkeborg.

Klokken 23.52 spottede en politipatrulje en 24-årig mand, der kørte over for rødt lys på Chr. 8’ Vej ved Papirfabrikken. Fremme ved Ansvej svingede manden til højre uden at blinke, og han havde ikke medbragt sit kørekort.

Det blev til tre bøder og et klip i kørekortet.

Tidligere på dagen blev en 31-årig mand stoppet af en patrulje på Nylandsvej.

Manden blev narkometertestet og afsløret med hash i blodet. Han havde ikke førerret og havde desuden lidt pot i bilen, oplyser politiet i Silkeborg.