Cyklist stødte sammen med bil i Salten

THEM En 63-årig mand fra Kibæk måtte onsdag til et tjek på skadestuen, efter at han på cykel stødte sammen med en bil i Salten.

Cyklisten kom klokken 11.23 kørende på cykelstien i den forkerte side af vejen på Horsensvej. Samtidig kom en bil, ført af en 70-årig mand fra Bording, kørende ad Saltenvej, hvor han fremme ved krydset med Horsensvej overså cyklisten, der kom fra uventet hold.

Bilen kørte frem og cyklisten kørte ind i siden på bilen. Tilsyneladende slap den 63-årige uskadt. Men han blev dog alligevel kørt med ambulance til sygehuset i Horsens.