Foto: Martin Ballund

Hede Rytmer klar med de første store navne

Christian Kloch Larsen 

Hede Rytmer løfter nu lidt sløret for navnene til udgaven i 2018

FESTIVAL Lige siden festivalchef Oliver Zähringer arrangerede Hede Rytmer for første gang for fire år siden, har han haft et stort ønske om at få Thomas Helmig på plakaten til rockfesten i Indelukket.

Nu er det endelig lykkedes.

Og det er på et tidspunkt, hvor Helmig er hottere end nogen sinde. Da billetterne til fire store Helmig-koncerter til marts næste år blev sat til salg for nogle måneder siden, forsvandt de med et fingerknips, og anmelderroserne regnede ned over popikonet fra Aarhus ved de få koncerter, han gav på sommerens festivaler.

Ud over Thomas Helmig er der på nuværende tidspunkt endnu et varmt navn i godteposen. Det er den lokale dj Martin Jensen.

Martin Jensen, der stammer fra Sorring, og senest har boet i Låsby, har på rekordtid gjort den vildeste dj-drøm til virkelighed. Han suser verden rundt for at spille på de største scener for tusinder og atter tusinder af fans.

Billetsalget begynder 23. november.