Lucas Haberkorn fortæller om Cindy Sherman-udstillingen næste torsdag. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Klap med Cindy

KUNST »Klap sammen med Cindy Sherman« er overskriften på et arrangement på Museum Jorn torsdag 5. oktober.

Deltagerne opfordres til at tage klapstolen under armen og gå på opdagelse i særudstillingen af Cindy Sherman sammen med museumsinspektør Lucas Haberkorn.

Cindy Sherman er en af vor tids mest indflydelsesrige kunstnere, der med sine chokerende, selvudleverende og nyskabende portrætter har fået en afgørende betydning for fotografiets rolle i kunsthistorien, foruden at have forårsaget utallige diskussioner af vestens kvindefremstillinger i 1950’erne og frem til i dag.

Sherman er kendt for sine tydeligt konstruerede opstillinger af karakterer i afvigende situationer, hvor hun udelukkende benytter sig selv som model. I sit arbejde med forskellige identiteter, iklæder Sherman sig kostumer, masker og plastik-legemsdele - alene - kun i selskab med sit kamera.