Regatta-vinder gik glip af bil til 150.000 kr.

Jakob Munk Schmidt 

Tidsfristen for afhentning af hovedgevinst i Lions Regatta-hæfte konkurrence er udløbet

SILKEBORG Fristen udløb i fredags 22. september.

Men vinderen af en ny Seat Ibiza til 150.000 kroner har stadig ikke meldt sig, og i næste uge afgør Lions International, hvad der så skal ske med det fabriksnye køretøj.

Seat-bilen var hovedgevinst i den store Lions Regatta-hæfte-konkurrence.

Vindernummeret er 5935, og da samtlige 5000 Regatta-hæfter blev solgt, så findes vinderen altså et sted derude.

Men ingen har meldt sig.

- På mandag har vi et møde, og her vil vi afgøre, hvad der skal ske med bilen, siger Bjarne Kragelund fra Lions International.

Vindernumrene har været offentliggjort i Ekstra Posten og Midtjyllands Avis, og konkurrencebetingelserne var, at bilen tilfaldt Lions, hvis den ikke var afhentet hos Ole Winther Auto i Funder inden 22. september.

Bjarne Kragelund håber dog til det sidste og siger, at Lions er med på at udlevere bilen, hvis vinderen melder sig en af de nærmeste dage.

Salget af Regatta-hæfterne plejer at give et overskud på 250.000-300.000 kroner, som Lions donerer til velgørende formål, og det er muligt, at der nu bliver endnu mere til velgørenhed denne gang.

- Der er forskellige muligheder med bilen. Vi kan sælge eller bortauktionere den og lade pengene gå til velgørenhed. En anden mulighed er at gemme bilen og lave en ny konkurrence til foråret. Det skal vi finde ud af på vores møde i næste uge, fortæller Bjarne Kragelund.