Foto: Jakob Stigsen Andersen

Lars Larsen runder endnu en milepæl i sin Jysk-koncern

Søren Nielsen 

Ekspansion har været nøgleordet for dynekøbmanden Lars Larsen fra Sejs-Svejbæk

SEJS-SVEJBÆK 2017 blev året, hvor Jysk åbnede butik nummer 2.500, men ejer og grundlægger Lars Larsen slår i en pressemeddelelse fast, at der skal åbnes mange flere butikker.

I dag er kæden repræsenteret i 48 lande. Men det skal ikke stoppe her, siger Lars Larsen.

- Planen har altid været, at Jysk skal være en verdensomspændende virksomhed, så vi har stadig masser af arbejde foran os. Men 2.500 butikker er også værd at fejre, og det gør vi selvfølgelig med masser af gode tilbud og konkurrencer, hvor kunderne kan vinde store præmier, fortæller Lars Larsen.

De 2.500 butikker fejres nemlig med en storstilet international kampagne.

- At vi nu har så mange butikker og hele tiden åbner nye, er ikke blot en glæde for mig som købmand. Det kommer også kunderne til gode, fordi Jysk så kan være deres lokale ekspert inden for søvn og boligindretning. På den måde lever vi også op til vores mission om at være et godt skandinavisk tilbud for alle, siger Lars Larsen, der samtidig sender en stor tak til de mange dygtige medarbejdere, der har skabt den store succes for Jysk.