Anders Dam ville fra sit kontor i Jyske Bank i Vestergade have haft udsigt til højhuset på 12 etager. - Der kom mange gode pointer og argumenter frem på bytingsmødet. Det er én af forklaringerne på, at vi vælger ikke at bygge et højhus, siger Anders Dam. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Anders Dam har truffet en beslutning om nyt højhus

Brian Holst 

Jyske Bank bygger ikke et højhus på 12 etager på Neckelmann-grunden. Beslutningen er truffet efter bytings-mødet i Jyske Arena for en uge siden

SILKEBORG Jyske Bank var i tvivl.

Skulle banken opføre et højhus i 12 etager på Neckelmann-grunden i det nordlige Silkeborg - som banken i princippet har tilladelse til?

Jyske Bank og direktør Anders Dam er nu ikke i tvivl.

- Nej. Der skal ikke opføres et højhus, konstaterer Anders Dam.

Beslutningen er blandt andet truffet ud fra det bytings-møde, der i torsdags fandt sted i Jysk Arena, hvor Jyske Bank og Midtjyllands Avis havde samlet ca. 350 silkeborgensere for at høre på argumenterne for og imod højhuse i Silkeborg. Aftenen sluttede med en afstemning om, hvorvidt der skal være flere eller færre højhuse i Silkeborg. Mødet afslørede, at der stort set er dødt løb mellem parterne - med et lille flertal til modstanderne.

- Vores tolkning af debatten og afstemningen er, at der er flertal imod flere højhuse i den centrale del af Silkeborg samt ved ådalen. Men vi vurderer ikke, at der er flertal mod huse, som er otte etager eller derover i erhvervsområdet i det nordlige Silkeborg, hvor Jyske Bank har mulighed for at opføre et 12 etagers byggeri på Neckelmanngrunden, siger Anders Dam.

Alligevel har Jyske Bank valgt ikke at bygge det høje hus.

- Vi har lyttet til argumenterne på mødet. Desuden er situationen også, at bankens udvikling ikke er afhængig af, at vi bygger højt. Vi vil derfor også fremover søge at indpasse bankens byggerier i videst muligt omfang i henhold til byrådets højhusstrategi for Silkeborg Kommune, siger Anders Dam.

Jyske Banks bygning på Neckelmann-grunden bliver dermed af mere flad karakter. Måske på 4-6 etager. Der er endnu ikke truffet en beslutning om, hvornår byggeriet går i gang, eller hvad bygningen skal bruges til. Jyske Bank har mulighed for enten at sælge bygningen på Neckelmann-grunden eller selv bruge den.

- Nu er vi på baggrund af et godt arrangement i Jysk Arena, hvor vi er blevet klogere på folkestemningen, nået et skridt videre processen, konstaterer Anders Dam.

Det er ikke første gang, at Jyske Bank har brugt en bytings-afstemning som rettesnor for en beslutning. Det skete, da banken i sin tid havde planer om at rive den gamle avisbygning på Vestergade ned. Et møde i Silkeborghallerne med en efterfølgende afstemning viste, at der var en folkestemning mod nedrivningen. Derfor endte de med, at Jyske Bank bevarede avisbygningen og flyttede den 20 meter.