Sammy Skytte (t.v.) fik fredag aften debut for det danske U21-landshold, og holdkammeraten Robert Skov kom på måltavlen. Foto: Mathias Hove Andersen

Debutanten og målmageren: Stor aften for SIF-stjerner

Mathias Hove Andersen 

Sammy Skytte fik debut på det danske U21-landshold, og Robert Skov slog sejren over Georgien fast

FODBOLD Fredag aften tørnede det danske U21-landshold sammen med Georgien i EM-kvalifikationen, og de danske drenge vandt opgøret på Aalborg Stadion med 5-2.

Kampen blev en helt speciel oplevelse for 20-årige Sammy Skytte fra Silkeborg IF, der fik debut på U21-landsholdet i det 69. minut ved stillingen 4-0.

- Det var super sjovt og virkelig fedt. Det var ekstra godt at komme ind i en kamp, hvor vi havde nogenlunde styr på det og fik en sejr. Det var nærmest en perfekt debut, sagde Sammy Skytte umiddelbart efter slutfløjtet.

Holdkammeraten Robert Skov stod for den sidste danske scoring til 5-1, da han tog et fikst træk i feltet og sendte bolden ind i det lange hjørne.

- Det er altid dejligt at score og vinde fodboldkampe, så det var fedt, konstaterede Robert Skov.

I mandagens udgave af Midtjyllands Avis sætter de to SIF-profiler flere ord på deres tanker omkring landsholdet, og U21-landstræner Niels Frederiksen kommer med sin vurdering af duoen og talentarbejdet i Silkeborg IF.