Bestseller-forfatter præsenterer kronprins-biografi i Silkeborg

Hans Krabbe 

Knapt er bogen på gaden, før Jens Andersen går i detaljer med den foran et lokalt publikum

SILKEBORG Der er tale om et scoop med flere sidevinkler, når Jens Andersen, en af Danmarks bedste biografi-forfattere, tirsdag den 7. november tager plads i en behagelig stol på Campus Bindslevs Plads for at berette om tilblivelsen af »Under bjælken - et portræt af Kronprins Frederik«.

Dels får de litteratur-interesserede silkeborgensere som nogle af de første besøg af Jens Andersen, der er bogaktuel onsdag den 1. november - og dels ligger arrangementet med Jens Andersen perfekt i forhold til at blive klogere på kronprins Frederik, der jo gæster Silkeborg lørdag den 25. november i anledning af uddelingen af Kronprinsparrets Priser.

Biografien er baseret på samtaler og rejser med Danmarks kommende konge gennem halvandet år, samt en lang række interviews med hans hustru, bror, forældre, private venner og andre. Alt i alt er der tale om en usædvanlig bog om et usædvanligt menneske i en usædvanlig situation.

Samtaler med MJA-journalist
I samtale med Midtjyllands Avis’ kulturjournalist, Chr. Kloch Larsen, vil Jens Andersen fortælle om tilblivelsen af biografien, der går tæt på kronprinsens viljestærke kamp for at forlige sig med sin skæbne og rolle, og den følger den personlige rejse fra rebelsk drengebarn og genert ungt menneske til fandenivoldsk frømand og lykkelig far til fire.

Forfatteraftenen er resultatet af et samarbejde mellem Silkeborg Bibliotekerne, Bog & Idé, Vestergade, og Midtjyllands Avis.

Der er plads til 200 tilhørere. Er du abonnent på Midtjyllands Avis, kan du erhverve dig billetten til favør-pris.