Foto: Colourbox

To mænd anholdt for tumult på værtshus

To yngre mænd opførte sig aggressivt og voldeligt i Silkeborgs natteliv i weekenden

SILKEBORG To mænds bytur i Silkeborg endte natten til lørdag med tumult og ballade på et værtshus i Nygade.

Politiet blev klokken 03.20 tilkaldt til beværtningen, fordi mændene havde været aggressive og voldelige. En 26-årig mand havde i forbindelse med, at han blev bortvist, med knyttede næver slået en dørmand fire-fem gange i ansigtet, oplyste værtshuset.

Da politiet kom til stedet, var den 26-årige mand oppe at køre, og da patruljen ville anholde ham, satte han sig til modværge.

Hans 24-årige kammerat satte sig også til modværge under sin anholdelse.

Det blev begge mænd sigtet for, ligesom de også blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven. Den 24-årige blev desuden sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fordi han svinede politiet til og råbte »fucking luder«.

Hvis overfaldet på dørmanden kan dokumenteres, venter der også den 26-årige en sigtelse for vold.