Foto: Henrik Ole Jensen

35-årig mand sigtet for at køre venner ned

Adam Haff 

Under drikkelag på p-plads ved Sølystskolen blev to mænd kvæstet i nat, da 35-årig mand ramte dem med sin bil

SILKEBORG To mænd blev natten til tirsdag kørt ned af en bil på p-pladsen ved Sølystskolen på Gran Allé i Silkeborg.

Politiet fik klokken 01.35 anmeldelse om påkørslen, som muligvis var en bevidst handling.

Tre mænd på 35, 38 og 41 år havde drukket en del alkohol sammen på Sandvejen. De endte senere på p-pladsen ved skolen og her opstod der så vidt vides skænderi og muligvis slagsmål mellem de tre bekendte.

Enden på sagen blev, at den 35-årige mand satte sig ind i sin bil og kørte frem:

- Vi ved ikke om de to andre sprang ud foran bilen, eller om manden bevidst påkørte de andre, siger politikommissær John Toft, politiet i Silkeborg.

Ved påkørslen fik den 38-årig mand trykket nogle ribben og en mindre hudafskrabning, mens den 41-årige brækkede sit ene skinneben.

De blev i ambulancer kørt til behandling på Viborg Sygehus, og politiet fik godt en time efter påkørslen fat i den 35-årige mand på hans bopæl. Hans bil bar præg af en påkørsel i form af skader på fronten, oplyser politikommissæren.

Manden blev anholdt og løsladt klokken 05. Han blev sigtet for grov vold efter straffelovens paragraf 245 og for at køre fra et uheldssted. Politiet forsøgte at gennemføre en afhøring af den middelsvært alkoholpåvirkede mand:

- Han nægtede sig dog skyldig og sagde, at han ikke havde påkørt nogen. Men ellers ville han ikke udtale sig, siger politikommissæren.

Den 38-årige mand blev udskrevet efter endt behandling, mens sygehuset beholdt den 41-årige mand.

John Toft fortæller, at politiet nu skal finde ud af, hvad der er op og ned i sagen:

- De to tilskadekomne var beruset i svær grad, så det var i nat ikke muligt at få en ordentlig forklaring fra dem. I øvrigt var der også visse sprogvanskeligheder under afhøringen, siger han.

Hvis man har bemærket noget ved Sølystskolen i nat vil politiet gerne have besked på telefon 114.