Bil set ved indbrud i landejendom i Grauballe

GRAUBALLE Det var muligvis tyvenes bil, vidner bemærkede i forbindelse med et indbrud torsdag formiddag i Grauballe.

Mellem klokken 09 og 09.50 brød de ukendte gerningsmænd ind i en landejendom på Gjermosevej. Tyvene knuste et vindue med en sten og forsvandt med smykker og sølvtøj.

Vidner lagde mærke til en lys bil, som var i området på gerningstidspunktet. Det kunne være en Opel van, muligvis en Skoda stationcar. Bilen havde litauiske nummerplader, fortæller politiet i Silkeborg.

I går var der flere indbrud i landejendomme på Silkeborg-kanten, og har man bemærket mistænkelige biler, vil politiet gerne have besked.