Foto: Peter Erfurt

Uheldig grillejer: Hele terrassen stod i flammer – huset reddet i sidste sekund

Søren Nielsen 

Der gik lørdag eftermiddag ild i en grill på Stidalsvej i Resenbro. Terrassen gik op i flammer

RESENBRO Det var en ganske voldsom brand, der fandt sted lørdag eftermiddag på Stidalsvej i Resenbro.

En familiefar havde tændt sin gasgrill for at tilberede aftensmaden, men efter kort tids fravær fra grillen stod hele den overdækkede terrasse i flammer.

- Der var formentlig gået ild i noget fedt i bunden af grillen og flammerne fik ret hurtigt fat i terrassens tag og sider. Det var en ret voldsom brand, som også var tæt på at brede sig til selve huset. Det lykkedes lige præcis at undgå det, da vi kom og gik i gang, oplyser indsatsleder fra Midtjysk Brand & Redning, Allan Riisberg.

Varmeudviklingen betød, at ruderne i huset sprang. Og muren var også meget varm.

- Der kom en del røg og vand ind i huset. Derfor har familien fået hjælp til genhusning og skadesservice er også tilkaldt. Der venter et større renoveringsarbejde, tilføjer Allan Riisberg.