Sammy Skytte blev udvist for Silkeborg to minutter inden pausen i Brøndby. /ritzau/Poulsen Lars

Silkeborg-anfører: Dommer lod sig kyse af Brøndby-fans

Dennis Flinta mente, at dommeren dømte Brøndbys vej, da han blandt andet udviste en Silkeborg-spiller.

FODBOLD Silkeborg var på vej mod overraskende gevinst på Brøndby Stadion efter et tidligt føringsmål, der holdt frem til pausen.

Men en udvisning kort før denne blev mærkbar for Silkeborg, der efter pausen indkasserede fire mål og tabte 1-4.

Silkeborg-anfører Dennis Flinta rettede efterfølgende kritik mod dommer Anders Poulsen, som, han mente, dømte Brøndbys vej efter Silkeborgs 1-0-mål ved Brøndby-lejespilleren Gustaf Nilsson.

Billederne på storskærmen efterfølgende gav Brøndbys fans et billede af, at der kunne være offside i situationen, og det gav voldsomme reaktioner fra lægterne. Det lod dommeren sig kyse af, mente Flinta.

- Der var ikke offside, har vi fået at vide. Men tilskuerne blev pænt utilfredse, kunne alle høre, og derfor kunne dommeren komme til at tro, at der var offside.

- Det lod han sig påvirke lidt for meget af, og i lang tid følte dommeren, at han skyldte Brøndby noget, tror jeg. Jeg synes, at flere kendelser gik Brøndbys vej, siger Dennis Flinta.

Den udviste Samme Skytte var efter kampen meget brødebetynget. Han fik sit første gule kort efter knap et kvarter, og han fik endnu et for et frispark midt på banen to minutter før pausen.

- Jeg er ked af, at jeg udsatte mine holdkammerater for det. Det var umodent og dumt.

- Jeg gav dommeren mulighed for at give det gule kort, og det skulle jeg ikke have gjort, når jeg allerede havde et gult. Jeg troede, at jeg kunne nå bolden og gik derfor ind i tacklingen, forklarer Sammy Skytte.

Træner Peter Sørensen ærgrede sig over det røde kort, der gav svære betingelser.

- Vi spillede lige op med Brøndby i 45 minutter, hvor vi modstod presset og spillede os ud af det, og vi scorede. Det var vores ultimative håb efter vores forberedelser, så begejstringen var stor.

- Så fik vi et rødt kort. Jeg siger ikke, at vi havde vundet, men vi havde gjort det noget sværere for Brøndby uden. Det er svært nok at spille herovre i forvejen, konstaterer Peter Sørensen.

Han har nu set sit hold indkassere fire mål i hver af de tre seneste superligakampe mod Brøndby, FC Nordsjælland og FC København. Desuden scorede HIK fra 2. division tre gange mod Silkeborg i DBU Pokalen i onsdags.

- Vi kan godt skille tingene ad. Vi fik fire mål imod os i undertal mod Brøndby, og mod Nordsjælland spillede vi den bedste kamp i min tid bortset fra ti minutter. I Parken kan man tage det.

- Når det er sagt, er det for mange mål. Vi tager det til efterretning og skal forhindre det. Jeg synes ikke, at det har været store holdkiks, men for mange små fejl, der bliver afgørende, vurderer træneren.

Silkeborg, der ligger tredjesidst med ti point, skal på lørdag møde Sønderjyske hjemme.

/ritzau/