Det var højspændingen, der fik den store lastbil til at bryde i brand. Lastbilen befandt sig på stedet, fordi der på buskhedevej er ved at blive lavet asfaltarbejde. Vejen er lukket. Foto: Peter Erfurt

Lastbil kørte ind i højspændingsledninger og brød i brand

Brian Holst 

Lastbilchaufføren fik stød, da han sprang ud af lastbil, der brød i brand på Buskhedevej. Svære arbejdsbetingelser for brandfolkene på grund af den kraftige el-spænding

FUNDER KIRKEBY (Opdateret tirsdag kl. 22.00) Banalt asfaltarbejde på Buskhedevej ved Funder Kirkeby udviklede sig tirsdag aften højdramatisk.

En større lastbil ramte omkring klokken 20.00 nogle højspændingsledninger med tip-ladet, hvorefter den kraftige elspænding betød, at lastbilen brød i brand.

- Lastbilchaufføren fik et kraftigt stød, da han sprang ud af lastbilen. Det skete formentlig, da han betrådte jorden, som var blevet strømførende på grund af elledningerne. Lastbilchaufføren blev slået omkuld, og blev kørt til Skejby Sygehus. Men han har det godt og er ikke kommet noget alvorligt til. Han har været meget heldig. Det sikreste er altid at blive i bilen, når sådan noget sker, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestyllands Politi, Anders Olesen.

Hos Midtjysk Brand & Redning oplyser vagtchefen, at brandfolkene har ventet på at medarbejdere fra elselskabet fik slukket for strømmen, før man kunne gå i gang med at slukke.

Omkring klokken 22.00 oplyste vagtchefen hos politiet, at lastbilen var slukket - men udbrændt.